En smagssag

Jeg bliver modtaget med Mozart, da jeg træder ind af hoveddøren. Blide klavertoner, der masserer hjernen og får hovedpinen til at fordampe.

Nestor lader musikken gøre sin virkning et par sekunder, før han skruer ned og går i gang med dagens post.

"Hovedsageligt regninger, monsieur," begynder han med en smule beklagelse. "Husleje og internet."

Jeg hænger frakken på en bøjle og fortsætter ned gennem entreen mod stuen. Nestors stemme følger efter lige bag højre skulder.

"Beløbet bliver trukket den første. Toogtyve hundrede i alt."

"Det er fint," bekræfter jeg. "Ellers noget?"

"En invitation fra Deres mor, monsieur. Fødselsdagen i juni."

Jeg stopper op i døren til stuen og mærker et øjeblik hovedpinen vende tilbage.

"Jeg har tilladt mig at meddele forfald," beroliger stemmen bag min skulder. "De er bortrejst. De beklager."

Jeg smiler for mig selv. Gode gamle Nestor.

"Ikke andet?" spørger jeg.

"Kun den sædvanlige spam." Nestors franske accent får ordet til at lyde ekstra beskidt. "Ni hundrede treogtres i dag."

"Ingen svar på annoncen?"

"Desværre, monsieur. Et par unge damer har vist interesse. Men ingen, der passer ind i profilen."

"Er det alderen?"

Nestor tøver. "De er lidt for erfarne, hvis jeg må udtrykke det på den måde."

Jeg sukker. "Måske er jeg for kræsen?"

Selvom jeg forsøger, kan jeg ikke forhindre Michelles sarte ansigt i at dukke frem for mit indre blik.

"Giv det en chance, monsieur."

I køkkenet åbner jeg døren til bagtrappen og hiver kassen fra supermarkedet indenfor. Som altid forsøger jeg at gætte aftenens menu, mens jeg pakker varerne ud: Friske muslinger. Bredbladet persille. Hvidløg og tørrede chili.

"Men Nestor," siger jeg rørt, da paraden af delikatesser afsluttes med en hvid bourgogne fra Macon. "Moule mariniere."

"Efter Escoffiers opskrift," bekræfter han. "Jeg fandt den på nettet."

"Du forkæler mig, Nestor."

"Man gør sit bedste, monsieur."

Under Nestors kyndige vejledning går jeg i gang med muslingerne. Snart må de blå skaller give efter for hvidvinsdampene. Én for én glider de fra hinanden og åbenbarer deres herligheder. En skarp lugt af chili og saltvand breder sig i køkkenet.

Jeg spiser foran skærmen i stuen, mens jeg ser de nyheder, Nestor har udvalgt. Åbningen af børnebogsmessen i Bologna er hovedhistorien. Så er der rapport fra den kongelige ballets besøg i Shanghai. Og til sidst en fin lille reportage om afslutningsdag på byens skoler.

Opløftet af skolepiger med korte hvide kjoler og en uspoleret tro på fremtiden, får jeg lyst til at se en film. Jeg spørger Nestor, om vi har optaget nogle for nylig.

"Jeg skal se, hvad jeg har, monsieur."

"Men ikke noget voldsomt, Nestor," formaner jeg. "Du kender min smag."

"Naturligvis."

Der går et øjeblik, mens Nestor er på jagt i arkiverne.

"Jeg tror, jeg fundet den helt rigtige," kommer det så. "En fransk produktion. L'École de ballet. "

"Er der et referat?" spørger jeg forventningsfuldt og sætter mig til rette i sofaen.

Drømmen efterlader mig med Michelles ansigt på nethinden og en murrende fornemmelse af skyld i mellemgulvet. Omkring mig er soveværelset nedsænket i mørke. Uret viser 03.31.

Jeg vender mig om på siden og trækker dynen op over hovedet. Lidt efter lidt formår jeg at jage ansigtet på flugt med udvalgte scener fra aftenens film. Jeg er på vej ind i en ny og mere behagelig drøm, da jeg registrer en lav stemme i soveværelset.

"Nestor?" siger jeg søvndrukkent.

"Mooooonnnnnsieuuuur," svarer en dyb, fordrejet stemme ude fra mørket.

Jeg rejser mig halvt i sengen og forsøger at orientere mig. "Nestor, er det dig?"

Der er intet svar denne gang.

Undrende lader jeg mig falde tilbage i dynerne. Jeg tillader mig selv at blive liggende et øjeblik, før jeg står op og undersøger sagen. Lidt efter mærker jeg puden blive blød under hovedet. Sengen svinder væk under mig. Kroppen begynder at svæve.

Næste morgen vågner jeg brat ved lyden af skrigende mænd, der truer med død og ødelæggelse. Der går et par sekunder. Så bliver der skruet ned, og jeg hører Nestors stemme.

"Godmorgen monsieur," siger den.

Fortumlet sætter jeg mig op i sengen.

"Har De sovet godt?"

Jeg når dårligt at svare, før musikken bliver skruet op igen. Aggressive trommer og pumpende bas fylder rummet.

"Nestor?" Jeg må råbe for at trænge igennem en mur af forvrænget guitar.

"Monsieur?"

"Kunne du skrue lidt ned?"

"Hvis De synes."

"Hvad er det, vi hører?" spørger jeg, da der er kommet ørenlyd.

"Through the gates of hell, monsieur." Stemmen er elskværdig som altid. "Evil Dead."

Jeg tygger lidt på svaret, mens jeg forsøger at hitte rede i, hvad der foregår.

"Nestor?" begynder jeg tøvende. "Hvordan har du det her til morgen?"

"Udmærket monsieur. Tak fordi De spørger."

"Der har ikke været nogle problemer i løbet af natten?"

"Det mener jeg bestemt ikke."

Jeg tøver igen. "Kunne du give mig en systemstatus?" forsøger jeg.

Der går et øjeblik. Så er han tilbage.

"Alle enheder virker korrekt, monsieur. Systemet er konfigureret til optimal ydelse."

Af en eller anden grund virker svaret ikke helt troværdigt.

"Skal jeg skrue op igen?" spørger Nestor venligt.

"... attentatet kommer efter flere døgns uroligheder ..."

Jeg kigger rystet op fra morgenmaden. Lige på den anden side af mit stuebord bliver to forkullede menneskekroppe slæbt ned gennem en gade med brændende bygninger, mens en rasende folkemængden spytter efter dem.

"Nestor," når jeg netop at udbryde, idet en bombe detonerer midt i mængden, og blod sprøjter mod kameraet.

"Monsieur?" På skærmen går nyhedsindslaget i stå.

Jeg sidder et øjeblik lammet af chok. "Det var jo krig," får jeg frem.

"Terror," retter Nestor. "Jeg tror, at det var fra ... "

"Det var billeder af døde mennesker i fremmede lande," afbryder jeg vredt. "Du ved da, at jeg ikke vil se den slags."

"Undskyld, monsieur?" Jeg kan fornemme en svag forvirring i hans stemme.

"Kan du ikke prøve at finde noget andet," beder jeg mere roligt. "Måske nogle indenrigsnyheder?"

"Naturligvis, monsieur."

Det flimrer på skærmen. Så er blodbadet udskiftet med hylende politisirener, blinkende lys og bolschefarvede afspærringsbånd.

"... som blev sav-morderens seneste offer," annoncerer speakeren, mens overdækkede ligdele bæres ud på en båre.

"Nestor!"

Billedet fryser igen.

"Det skete lige ned omkring hjørnet," pointerer Nestor hurtigt.

Jeg tager en dyb indånding. "Ingen døde mennesker, Nestor. Slet ikke nede fra hjørnet."

"Som De vil, monsieur."

Jeg kigger uroligt op mod skærmen. "Måske kunne vi prøve nogle kulturnyheder?" foreslår jeg og beslutter mig for at give ham en sidste chance. "Litteratur. Teater. Noget fra balletten?"

"Ballet, monsieur. Nu skal jeg se."

Der går et øjeblik. Så kommer speakeren på over et sort-hvid billede af en spinkel pige i balletkostume:

"... frygter nu, at der er tale om en seksualforbrydelse efter mere end to uger uden livstegn fra den 12-årige balletpige Mich..."

Tredive sekunder senere er jeg igennem til supporten.

"Der er ikke noget galt her på min skærm," fastholder stemmen i den anden ende.

"Ikke noget galt?" udbryder jeg. "Folk dør som fluer på mit tv."

"Det er naturligvis beklageligt," medgiver supporteren. "Men det er ikke vores ansvar. Det fremgår klart af licensaftalen." Han begynder at citere: "Selskabet påtager sig intet ansvar for eventuelle forvrængninger af brugernes virkelighedsopfattelse, som følge af ..."

"Forvrængninger?" Jeg råber ned i røret. "Han spiller rock."

"Nestor," siger jeg træt, efter at supporten modvilligt har lovet at sætte en tekniker på sagen "Eller hvem du end er ..."

"Monsieur?"

"Jeg tager på arbejde nu. Og når jeg kommer hjem, vil jeg ikke høre mere om vold eller krig. Er det forstået?"

"Forstået, monsieur."

"Til gengæld ville det være dejligt, hvis du ville købe ind til en hyggelig aften. Det er fredag. Du må godt gøre lidt ekstra ud af det."

"Jeg skal gøre mit bedste, monsieur."

"Og Nestor ..."

"Monsieur?"

"Ikke mere rock."

Samme aften sidder jeg på hug i køkkenet, mens jeg inspicerer kassen fra supermarkedet. Jeg er blevet modtaget med hardrock-ballader i entreen, men synet af indkøbene er allerede ved at skubbe oplevelsen i baggrunden.

Jeg tager fat i den øverste genstand i kassen og lægger den op på køkkenbordet. En knibtang. Nedenunder kommer den lille mekanikers weekendpakke til syne: Skruetvinger. El-kabler. En rulle sorte sække.

"Nestor?" Med besvær formår jeg at bevare roen i min stemme.

"Monsieur?"

"Hvad bad jeg dig gøre i morges?"

"At købe ind til en hyggelig fredag aften, monsieur."

"Og hvad har du købt?"

"Værktøj, monsieur."

"Værktøj."

"Hovedsageligt manuelt, monsieur." Han lyder nærmest stolt, da han kommer med tilføjelsen: "Men der er en rundsav nederst i kassen."

"Vi ved det."

Supporteren bryder ind, allerede før jeg kommer i gang.

"Der er problemer. Og du er ikke den eneste, der har oplevet det. Men jeg kan berolige dig med, at der udelukkende er tale om en forbytning."

"En forbytning?"

"Et mindre nedbrud i nat, som ved en fejl re-indekserede databasen med personlige præferencer."

Sætningen bliver afleveret, som om den forklarer alt. Jeg er på vej til at bede om en medarbejder, der snakker dansk, da han kommer mig i forkøbet.

"Kort fortalt betyder det, at din butler tror, at du er en anden," forklarer han, "fordi dine personlige præferencer er blevet byttet ud med præferencerne for en anden bruger. Denne brugers butler tror gengæld, at han er dig, fordi han har fået dine præferencer."

Supporteren gør et kort ophold for at lade mig fordøje.

"Hvis den anden bruger for eksempel kan lide rockmusik," fortsætter han, "så vil din butler ..."

"Ja, tak," afbryder jeg. "Gør I noget ved det?"

"Vi arbejder på højtryk," forsikrer han. "Og jeg kan love, at vi nok skal finde den bruger, der har fået dine præferencer, så du kan få dem tilbage."

Jeg sender et træt blik ned mod værktøjskassen på køkkengulvet.

"Kig under gør det selv," foreslår jeg og lægger på.

Lidt senere sidder jeg foran skærmen i stuen. Jeg har bedt Nestor om nyhederne, og det første indslag er en feature om sav-morderen. Jeg orker ikke at skride ind.

Opgivende stirrer jeg på skærmen, hvor speakeren udpensler detaljerne om en seriemorder, der forlyster sig med at skære ludere i stykker og fordele dem i sorte sække.

"... og det er en rundsav af dette sjældne fabrikat, der nu er politiets vigtigste ledetråd i sagen," orienterer speakeren med tilbageholdt spænding i stemmen, mens kameraet panorerer over mod en kollega, som holder værktøjet ud foran sig.

"Saven, som kun forhandles få steder i landet, er blevet fundet ved gennemgang af det sidste gerningssted. Den er formodentlig blevet glemt af gerningsmanden, og politiet forventer nu, at han vil forsøge at anskaffe en ny."

På skærmen er der nu zoomet helt tæt ind på mordvåbenet. Jeg behøver ikke at bevæge mig ud køkkenet for at forvisse mig om, at Nestor netop har sikret vores husholdning et eksemplar.

Speakeren er ved at gennemgå ofrenes identitet, da Nester kort efter fryser billedet og skruer ned for lyden.

"Monsieur?" siger han. "De har gæster."

Jeg sætter tallerkenen fra mig på bordet. "Kan du spørge, hvem det er?"

Der går et øjeblik. Så kommer svaret. "Det er en håndværker, monsieur."

Uvilkårligt glider mit blik op mod skærmen. De døde kvinders øjne stirrer tomt ud på mig. Jeg nikker for mig selv. "Luk ham ind," beder jeg.

Jeg venter i døren, da han kommer op ad trappen. En ægte håndværkertype i blå kedeldragt. På min egen alder. En smule højere, registrerer jeg, da han står foran mig i døren.

"Jeg går ud fra, at du kommer på grund af din butler," siger jeg, mens jeg ikke kan undgå at bide mærke i de brune skjolder på forsiden kedeldragten.

"Han viser balletfilm." Håndværkeren sender mig et sigende blik og træder indenfor.

"Hvordan fik du min adresse?"

"Supporten," forklarer han. "Selvom det krævede lidt overtalelse."

Han går forrest ned gennem entreen. Også bagpå er kedeldragten oversået med indtørrede, brune plamager. Som om det har sprøjtet op omkring ham.

"De lovede, at det ville være i orden i morgen tidlig," siger han over skulderen. "Men jeg tænkte, at det var en god ide, hvis vi..." Han tøver et øjeblik. "... stak hovederne sammen."

"Helt sikkert," medgiver jeg.

Vi stopper op i døren til stuen. På den modsatte væg er ofrenes ansigter stadig frosset fast i skærmbilledet.

"Jeg tror, jeg har noget, der vil interessere dig," siger jeg hurtigt og peger ud mod køkkenet.

Foran køkkenbordet lyser hans ansigt op i et smil ved synet af rundsaven. Han tage den forsigtigt op fra bordet.

"Det er en dejlig sav," siger han og stryger hånden over klingen.

"Det kan jeg se," nikker jeg.

"Tysk," tilføjer han.

"Du må hellere få den med hjem," foreslår jeg.

Han kigger op fra saven. "Du skal ikke bruge den selv?"

Jeg ryster på hovedet. "Jeg er ikke ..." Der går et øjeblik, før jeg finder det rigtige ord. "... sav-mand."

"Hver sin smag," siger han med et skuldertræk.

Han står lidt og vejer rundsaven i hånden. "Jeg har faktisk også noget til dig," kommer det så.

Han lægger saven fra sig og begynder at rode i kedeldragtens lommer. Et krøllet papir kommer til syne. Han glatter det ud på køkkenbordet.

"Hun skriver, at hun gerne vil mødes."

Jeg skæver ned mod papiret. Udskriften af en mail. Svaret på en kontaktannonce.

"Hun virker sød," siger han. "Balletpige."

Han lader en finger glide ned over mailen, indtil den når bunden, hvor afsenderens profil er indsat.

"Lidt ung måske?" Fingeren stopper ud for pigens alder. "Tolv år?"

"Hver sin smag," svarer jeg og trækker udskriften til mig.

Kort efter har jeg sendt ham afsted med saven i en pose. Jeg sidder i stuen med udskriften på bordet foran mig. Ved siden af ligger resten af værktøjet fra supermarkedskassen. Jeg lader blikket løbe fra knibtangen og skruetvingerne hen mod udskriften af pigens mail. Over mig har Nestor skruet godt op for en plade med symfonisk rock.

Det er, som om jeg er ved at vænne mig til genren.