1

Skikkelserne i kontorerne var ens.

De sad med krumme skuldre og halsen skudt frem. Som rovfugle på jagt. Anspændte og vagtsomme. Med hænderne på tastaturet og øjnene badet i skærmens hvide lys. Med fastlåste kroppe på kontorstolene.

De havde ansigterne mod kameraet, men blikkene var fjerne. Rettet mod et punkt i uendeligheden, bag skærmen. I det kolde genskin fik ansigterne et blegt skær. Smeltede til livløse masker over de stivnede kroppe. Opslugt af skærmens lys.

Også kontorerne var ens. Smalle celler uden vinduer. Kvadratiske aflukker i uendelige kontorlandskaber. Kontorstolen foran computeren. Bagved måske en reol med fagbøger og et mat whiteboard på væggen. Ellers intet.

Overalt kunne man mærke skærmens tilstedeværelse. Selv når kontorerne var forladt, når ingen spejlede sig i det kolde skær foran kameraet, kunne den mærkes. Som var kontorerne bygget op omkring den. Designet med det eneste formål at være skærmens ramme. Som strakte der sig på den anden side af cellernes skillevægge, bag dørene i billedernes baggrund, kun et uendeligt tomrum. Et mørkt vakuum, hvori kontorerne svævede frit mellem hinanden. Som var det skærmens virkelighed, der var reel, og kontorerne blot den nødvendige kulisse.

Han rakte ud efter kaffekoppen ved siden af tastaturet. Strejfede musen på vejen. Bevægelsen fik billederne til at gå i opløsning.

Indenunder kom hans ligninger til syne. Spredte sig ned over siderne som sirlige forsiringer på den hvide baggrund.

Han kørte cursoren langsomt ned over dem. Udvalgte et nyt sted og satte en linie ind.

Cursoren havde ikke flyttet sig, før billederne igen begyndte at vokse frem over ligningerne. Dækkede teksten med deres kvadrater. Fyldte skærmen ud som brikker i et puslespil.

Ensartede skikkelser i ensartede kontorer. Stivnede foran skærmen. Kornede i den dårlige opløsning. Ansigtstrækkene udviskede.

Billederne opløstes med et prik til musen. Ligningerne kom til syne. Han klikkede cursoren ind på en tom linie, satte hænderne til tastaturet og begyndte at kigge ud ad vinduet.

Bag skærmen var mørket tæt. Tæt som en søndag aften i januar. Hen over den tomme parkeringsplads kunne han se fysikinstitutternes forelæsningsbygning. De smalle panoramavinduer, der skar sig ned igennem muren. Skinnende sorte. Højt over forelæsningssalens gulv blinkede tyverialarmens røde øje. Længere borte kunne han skimte rækken af ens institutbygninger, der strakte sig op igennem landskabet. Lyset fra de få oplyste kontorer skinnede som ensomme skibe på et mørkt hav.

Han rakte ud og tog koppen. Keramikken var kold mod hans hånd. Han stirrede med ulyst ned i væskens matte overflade. Rejste sig så med koppen i hånden. Sendte ligningerne et sidste blik, inden han gik ud på gangen. Bag sig kunne han høre harddisken sætte i gang. Annoncere billedernes fremkomst på skærmen.

Han gik ned igennem den nøgne gang. Passerede de grå døre ind til de smalle ens kontorer på begge sider. Bag dørene var den eneste lyd en dyb summen af computere på standby.

Han var taget derud om eftermiddagen. Havde håbet, at det ville forhøje koncentrationen at sidde på instituttet frem for hjemme i lejligheden. Siden vagten havde været forbi ved sekstiden, havde han ikke set andre end de ensomme skikkelser på skærmen.

Nu stirrede de på ham gennem en åben dør fra computeren i et af de tomme kontorer. En mosaik af ensartede skikkelser. Hvert billede udvalgt tilfældigt blandt tusinder af webcams. Hver scene transmitteret fra et nyt sted på nettet.

Billeder af mennesker i opkobling. Opslugt af nettet. Smeltet sammen i en virtuel organisme, som fordøjede de digitale informationer.

Han var selv en af dem. Hans ligninger en del af fødekæden. Ligninger, som kunne udpege fejlene i de uendelige bitstrømme, der flød over lyslederne og mellem satellitterne. Kunne rette den bit ud af millioner, som betød, at der kunne sendes endnu en tv-kanal, overføres endnu et par tusinde telefonsamtaler. Ligninger, som organismen i skikkelse af Danmarks Tekniske Universitet var villig til at give ham et ph.d.-stipendium for at udlede.

Han hældte kaffe op i instituttets køkken. Den var brændt og tjæreagtig efter de mange timer på kaffemaskinen. Så gik han med koppen mellem hænderne tilbage mod kontoret.

Telefonen ringede, i samme øjeblik han trådte ind på gangen.

Han stoppede op et øjeblik og lyttede til ringetonen. Prøvede at vurdere, hvilket kontor den kom fra. Han tvivlede på, at det var hans. Der var sjældent nogen, der ringede på instituttet. Eller derhjemme for den sags skyld. Alle, han kendte, var på mail. Han rystede på hovedet og gik roligt videre med koppen.

Halvt nede ad gangen blev han alligevel usikker. Telefonen blev ved med at ringe. Blev tydeligere, efterhånden som han nærmede sig kontoret. For tydelig. De fleste døre var lukkede. Undtagen hans egen. Han satte farten lidt op. Holdt koppen ud fra sig for at undgå at spilde.

Foran døren blev han sikker. Trådte hurtigt ind på kontoret med kaffen skvulpende i koppen. Han tog et langt skridt hen mod skrivebordet. Rakte ind over. Løftede røret og hørte det tørre klik af et telefonrør, der blev lagt på i den anden ende.

Han blev stående foran skrivebordet med røret i hånden. Overvejede, hvem det kunne have været. Omstillingen var lukket, så de måtte have ringet på det direkte nummer. Han mente ikke, at han havde givet det til nogen. Kunne knap nok huske det selv.

Han lagde røret på plads, mens han skævede ned til billederne, der fyldte skærmen foran ham. Smilede, da han bemærkede en af skikkelserne, selv med røret i hånden, på vej til at lægge på. Han kiggede på de andre billeder. Det var, som om de var anderledes, end de plejede. Mere harmoniske.

Han smilede stadig, da det gik op for ham, hvad der var galt.

Det var baggrunden, der gjorde, at han kunne opfatte det. Hjernens ubevidste fornemmelse af omgivelsernes form. Selvom kameravinklerne var forskellige. Selvom billederne var optaget med forskellige webcams. Hjernen klippede dem sammen for ham. Skabte helheden.

Han satte sig på kontorstolen. Så billederne komme til syne. Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Skikkelsen med telefonrøret havde rejst sig. Talte til en anden skikkelse i baggrunden. Langsomt gennem de skiftende billeder kom skikkelsen fra baggrunden tættere på. De mødtes midt på gulvet.

Han kneb øjnene sammen for at kompensere for den dårlige opløsning. Forsøgte at stille skarpt på de udflydende skikkelser. De stod i et større lokale. Ikke bare et kontor eller en celle i et landskab af skillevægge. Måske et computerrum med terminaler rundt langs væggene. Med kameraer, der rekonstruerede scenen fra hver sin vinkel.

En tid stod skikkelserne over for hinanden. Diskuterede afslappet ude på gulvet. Så begyndte de at bevæge sig. Kredse langsomt om hinanden. Som i en dans. Gradvist blev bevægelserne mere markerede. Armene slog ud fra kroppen. Aggressivt.

Han bøjede sig frem mod skærmen for at komme tættere på. Ventede, mens et nyt billede kom frem.

Billedet af et tomt kontor. Smalt og kønsløst som hans eget. En forladt kontorstol i forgrunden. Døren stod åben bagved. Han afventede det næste billede. Endnu et kontor. Kun den sparsomme udsmykning adskilte det fra det første. En plakat. En vase til højre på skrivebordet. Kinesisk.

Scenen var forsvundet.

Han lænede sig tilbage i kontorstolen. Rystede på hovedet. Prøvede at forstå, hvad han havde set på skærmen. Matematisk set burde det ikke kunne forekomme. Hvert billede blev valgt tilfældigt blandt mange tusinde mulige. Sandsynligheden for at få to billeder i træk fra det samme lokale var mikroskopisk. Sandsynligheden for at få tre var praktisk talt lig nul. For hvert billede, der kom til, bevægede sandsynligheden sig endnu længere ud ad decimalerne.

Han rakte ud efter musen. Kom i tanke om kaffen, der stod i koppen ved siden af tastaturet. Kold igen. Han kastede et sidste blik på skærmen. Skulle til at hive musen til sig. Så stivnede han midt i bevægelsen.

Skikkelserne var tilbage. Men noget var forandret. Diskussionen var tilsyneladende overstået. Den ene skikkelse var med en afvisende armbevægelse ved at bakke ud. Vendte ryggen til den anden. Nærmede sig kameraerne. På vej ud mod terminalerne langs væggen.

På det næste billede havde skikkelsen sat sig. Lagt hænderne på tastaturet. Han lænede sig frem igen. Kneb øjnene sammen. Kunne stadig ikke få et klart billede af ansigtet. Kunne ikke finde et kendetegn.

I skuffelsen gik der et øjeblik, før han lagde mærke til, hvad der foregik i baggrunden.

Den anden skikkelse havde fjernet sig lidt. Befandt sig i udkanten af kameraets synsfelt. Bøjet ned mod gulvet. Som var den ved at samle noget op. På næste billede var den oprejst igen. På vej tilbage. Med siden til. Den ene arm halvt skjult på ryggen.

Han lænede sig tilbage i stolen.

Skikkelsen nærmede sig fra billedets baggrund. Langsomt. Skridt for skridt i de skiftende billeder. Indtil den stod lige bag kontorstolen. Armen løftede sig. Et øjeblik - på et enkelt billede - hang den i luften over hovedet. En genstand skinnede metallisk i hånden. Så svingende armen ned foran kroppen.

Han tog sig selv i at hviske en advarsel. Rakte formålsløst hånden ud mod skærmen.

På det næste billede var de to skikkelser vokset sammen. Som var den bagerste skikkelses arm smeltet ind i den forreste. Begravet i dens baghoved. Som en vanskabning var de frosset fast i billedet. Sammengroede. Billedet efter var skikkelserne igen adskilt. Den forreste bukkede sammen over tastaturet. Gled langsomt ned fra stolen, videre ned mod gulvet. Herefter var der kun én skikkelse på de skiftende billeder.

Skikkelsen stod i nogen tid uden at røre sig. Så begyndte den at kigge rundt i lokalet. Studerede tilsyneladende skærmene langs væggen.

Med ét vendte den sig ud mod ham. Lænede hovedet lidt frem. Kiggede direkte ind i kameraet. Direkte ind i hans øjne. Som var den blevet opmærksom på hans tilstedeværelse.

Han rykkede uvilkårligt lidt tilbage i stolen. Væk fra computeren foran sig. Fra kameraet i toppen af skærmen.

Skikkelsen blev stående med ansigtet mod ham. Stirrede med hovedet på skrå ind i kameraet. Spekulativt. Så rettede den sig op. Begyndte at bakke ud af billederne, mens den nikkede sigende. Lidt efter lidt opløstes skikkelsen i de kornede billeder. Til den kun var en enkelt misfarvet pixel i baggrunden. Så var den væk.

Tilbage på skærmen var de skiftende billeder af et tomt lokale.