1

Klokken var halv tolv lørdag formiddag, og Herman havde fået et glimt af paradis.

Det var blevet ham åbenbaret i sprækken mellem et mørkebrunt velourforhæng og en mur af sort granit. Et forhæng, der var strammet lidt ind midtpå, så sprækken blev et par centimeter bredere, og han kunne se – faktisk ikke kunne undgå at se – et par cowboybukser glide langsomt op langs to slanke, glatte ben og videre op omkring lårene mod deres guddommelige endemål: et par stramme, hvide baller, der stod fuldstændig blottet som to perfekte halvmåner med g-strengens tynde, sorte tråd løbende mellem sig.

Herman tog en dyb indånding og tvang sit blik væk fra sprækken. Han lod øjnene løbe hen langs plankerne på gulvet og videre ud over lokalet, hvor søgende skikkelser defilerede rundt mellem lave hvide lænestole, borde med glittede magasiner og sporadisk opstillede tøjstativer. Et par sekunder formåede han at holde blikket i ro, mens skikkelserne på skift bøjede sig frem og bladrede i bøjlerne. Så søgte det uvilkårligt tilbage mod forhøjningen med prøverummene, mod sprækken, hvor bukserne var ved at blive trukket det sidste stykke op over ballerne, og hvor hans øjne i spejlet kunne bevidne, hvordan de lavtaljede bukserne knap nok nåede op over trusserne foran, men blev hængene så langt nede på hofterne, at han stadig kunne skimte toppen af venusbjerget i trussekanten. Herman sank en gang, mens den guddommelige krop trak bukserne på plads og begyndte at posere foran spejlet. Forgæves prøvede han at overtale øjnene til at glide videre, forbi sprækken, væk fra dette overjordiske drømmesyn af stramme baller, glat maveskind og ...

»Hvordan sidder de så?«

Drømmesynet gled brat ud af fokus. En af ekspeditricerne stod lige bag ham og talte gennem sprækken mellem granitmuren og forhænget ind til prøverummet ved siden af.

»Jeg ved ikke rigtig?«

Forhænget blev trukket til side, så Herman kunne beskue sin ikke helt så drømmeagtige virkelighed – Karin hed den – i fuld figur, mens den drejede frem og tilbage på prøverummets forhøjning.

Det var de samme bukser, bemærkede Herman. På denne side af granitmuren var de bare ikke kommet op og hænge på hofterne, men havde sat sig fast lidt længere nede, bremset af stoffets modstand mod lårene.

»Der er ikke noget galt med længden,« konstaterede ekspeditricen, mens hendes blik gled vurderende ned langs buksebenene.

Hermans øjne fulgte blikket og vidste præcis, hvad det så. Udposningerne på siden af lårene, der skabte den karakteristiske silhuet, som ledte tankerne i retning af lange, røde jakker, blanke støvler, og hestevrinsk. Ridebukselår. Herman havde set udtrykket i et dameblad.

»Hvad synes du?«

Karin vendte sig mod ham. Ekspeditricen vendte sig også. Nu vidste hun det. At det var ham, der var kæreste med ridebukselårene.

»Jeg synes, du ser dejlig ud,« svarede Herman.

»Fjols,« smilede Karin hovedrystende. »Om bukserne.«

»Måske er de en smule stramme om lårene?«

»Jeg kan prøve at finde et nummer større,« sagde ekspeditricen uden håb i stemmen.

Herman genkendte tonefaldet fra damebladet, hvor man havde haft en række gode råd, der kunne rette op på situationen (lange nederdele, mørke stoffer, massage med natursvamp), men hvor signalet under den tilsyneladende optimisme havde været utvetydigt: Ridebukselår kunne ikke reddes. Næste måneds tema havde været fedtsugning og plastikkirurgi.

Ekspeditricen gik på jagt mellem tøjstativerne, og Karin trådte ind bag forhænget. Gennem sprækken kunne Herman se hende trække maven ind og knappe bukserne op. I sprækken på den anden side af granitmuren kunne han fornemme en tilsvarende – men her mere ubesværet – aktivitet. Herman forsøgte forgæves at bevare herredømmet over sin øjenmuskulatur, mens de to par bukser blev trukket ned, og han et kort sekund mærkede en sugende fornemmelse indvendig. Som fra et sort hul dybt nede i maven. Tvivl. Var dette virkelig hans skæbne? Fireogtredive og dømt til ridebukselår? Så tog han sig sammen. Han tvang øjnene tilbage til sin egen sprække og lod dem hvile på sin kærestes skikkelse, mens han mindede sig selv om, at der var mere væsentlige ting i livet end udseendet: Nærhed. Inderlighed. Samhørighed. Langt vigtigere ting, som dog ikke forhindrede hans øjne i at glide tilbage på den forkerte side af muren. At krybe ned langs den tynde, blondebesatte streng og videre ind mellem de stramme baller og ...

Og hvad? Øjnene gik i stå mellem ballerne. Det kunne jo ikke passe! Det var mindre end tre timer siden, han var stået ud af sengen efter flere timers inderlig og intens lørdagssex med sin kæreste. Karin var kommet to gange, og Herman ... Herman havde ganske vist haft mest lyst til at stå op og lave morgenmad, da de havde nået det punkt, hvor det havde været tilstrækkelig godt for Karin til, at han kunne tillade sig at prioritere sin egen nydelse. Og hvor han kun med yderste anstrengelse havde formået at bringe sig selv til en udløsning, der havde føltes marginalt bedre end at tisse, når man virkelig skulle, men det var ikke det, der var pointen. Pointen var, at ... at ... at ... noget med kærlighed og følelser og ... og ...

og hvordan skulle man overhovedet kunne koncentrere sig om pointen, når den guddommelige krop var i færd med at krænge blusen af og nu stod praktisk talt nøgen i de mikroskopiske g-strengstrusser, mens Hermans øjne i spejlet foran hende blev ført viljeløst op langs indersiden af hendes lår, forbi trusserne, over den stramme mave og videre mod de små, mælkehvide bryster, der strittede lige op i himlen, og op langs halsen til de let adskilte læber og stakittet af sølv på tænderne bagved.

Hermans blik satte sig fast i et virvar af ståltråd og sølvbelægninger. I et pludseligt glimt registrerede han ansigtets barnlige træk, elastikkerne i det lyse hår, rottehalerne. Og i samme øjeblik registrerede han også to brune øjne, der kiggede direkte ind i hans egne i spejlet.

Han vendte sig brat. »Er du snart færdig?« spurgte han ind gennem forhænget til prøverummet ved siden af.

»Færdig?« sagde Karin undrende. »Jeg skulle jo prøve dem i en anden størrelse.«

»Selvfølgelig.«

Herman forsøgte sig med et hurtigt blik og tog det straks til sig igen. Pigen holdt øje med ham gennem sprækken, mens hun trak sine bukser på. Herman vendte ryggen til og forsøgte at kigge nonchalant ud over forretningen. Ekspeditricen rodede i bøjlerne ved den modsatte væg. Fra et tøjstativ midt på gulvet var en høj kvinde på vej ned mod prøverummene. Slanke ben. Langt lyst hår. Brune øjne. Og i slutningen af trediverne? Herman blev ramt af en ubehagelig forudanelse.

»Måske kunne jeg vente udenfor?« foreslog han uroligt.

»Kan du ikke lige blive her?« bad Karin bag forhænget.

»Jeg vil gerne høre, hvad du mener.«

»Jeg tror bare ...«

Bag ham var kvinden nået ned til prøverummet. Hun trak forhænget lidt til side.

»Hvordan sidder de, skat?«

Kvinden – moderen! – stak hovedet ind bag forhænget. Herman kunne høre pigen svare med lav stemme. Moderen lænede sig længere frem og sagde noget igen. Nu også med hviskende stemme.

»Jeg tror bare, jeg trænger til at komme lidt ud,« forsøgte Herman.

»Det tager kun tre sekunder,« protesterede Karin.

»Jo, men ...«

Den hviskende samtale tog til i intensitet. Moderen var helt inde bag forhænget nu.

»Jeg har virkelig brug for noget luft.«

Bag ham trak moderen sig ud fra prøverummet. Forhænget blev revet til side. Pigen trådte ned fra forhøjningen. Og, åh gud. Hun var to hoveder lavere end Herman. Hun var et rent barn.

»Jeg bliver altså nødt til at smutte udenfor.«

Herman vendte sig med en abrupt bevægelse og begyndte at gå op mod udgangen. Bag sig kunne han fornemme pigens og moderens forargede blikke. Han satte farten op. Et øjeblik troede han, at han hørte dem råbe efter sig. At de forsøgte at holde ham tilbage. Så var han henne ved glasdøren og ude på gaden.